Forord

Bornholm byder på fantastisk UV jagt

Undervandsjagt er de senere år blevet enormt populært, og åbning af Øresund som jagtterræn efter 20 års UV jagts-forbud har også pustet til ilden og med god grund.

Rigtig mange UV jægere er kystfiskere, der har brugt timer ved vandet, i forsøg på at lande en god kysttorsk, en flad eller endda en havørred. Stikker man hovedet under overfladen får man ofte vished om fisken er hjemme, eller har trukket længere ud.

Der er skrevet og gisnet meget om havørredens færden og gøren, men at få et kig ind i havørredens forunderlige verden, se på fødeemner, terræn og måske endda møde ørreden på dens hjemmebane er en ret speciel oplevelse, der styrker lystfiskerens evner både over og under overfladen.

Vi har fosøgt at beskrive nogle af de overvejelser man skal gøre sig, før man køber ind - hvad skal man have med i sin udstyrsliste, og hvad kan man undgå - samt nogle af de tanker man bør gøre sig.

I Danmark er UV-jagt tilladt i alt og underlagt de samme bestemmelser som lystfiskeri. Det betyder man skal have fisketegn, overholde diverse fredningstider og mindstemål. Desuden skal man holde god afstand til net og ruser.

Al jagt med harpun i ferskvand er strengt forbudt.

Sverige og UV-jagt: Skal man til Bornholm, kører mange over Sverige til Ystad, og tager færgen over. Sverige ser og ligner på mange måder også et optimalt område for UV-jagt, med deres kyststræk deres beholdning af havørred og ikke mindst laks - men jagt med harpun i Sverige er strengt forbudt. At eje en harpun kræver licens, hvorfor harpuner bør afmonteres og pakkes så godt væk at man ikke er i tvivl om at man ikke har til hensigt at hoppe i fra de svenske kystområder.

Adfærd: Ligesom al anden lystfiskeri, bedes udøver gøre det med respekt for naturen og sine med-lystfiskere, uanset om de har en stang, en harpun eller et net henslægt over skulderen - som udgangspunkt skal der kun tages med op fra vandet, hvad man selv kan spise, og at fylde kummefryseren anses som dårlig stil. Husk, vi fisker for oplevelsen og det rekreative, en fisk i ny og næ er blot en tilgift - en ekstra bonus, man kan nyde.

Artiklerne er skrevet med henblik på begynder-overvejelser.